Når knokkel-konen kalder

Når kvinder når til den tærskel, hvor det månedlige blod ikke længere rinder, træder de uforvarende ind i den måske mest hemmelige og samtidig mest livsomstyrtende årstid af deres livscyklus. Først er det bare en vag fornemmelse af, at noget er ved at være forbi. Et nostalgisk farvel til ungdommens frugtbarhed, den glatte hud og flade mave. Ungpigesindet, livet som småbørnsmor – eller måske sorgen over de børn, der aldrig blev. Den pludselige følelse af ikke at være den generation, der har bolden længere. En lille panik før det, der føles som lukketid.

Så begynder noget at koge lige så stille. Pludselige varmegrader af ukendt intensitet flammer op i kroppen i tide og utide, søvnen vil ikke rigtig holde dig i sin trygge favn mere, håret gråner og et ulmende raseri får din elskede til at se på dig, som om du er blevet en fremmed. Sex, som du kendte det, virker uvedkommende. Hjernen føles, som om den er smeltet. Leddene knirker og skelettet – det  fundament som har båret dig gennem livet – føles mistænkeligt porøst og utilregneligt. Tårerne vælder frem helt uden for din kontrol, og dit indre føles som om det er lavet af glasskår. Alt det, du kendte som dig, bliver pludselig vendt på hovedet, og du sidder tilbage med flere spørgsmål end svar.

-og da ankommer hun. Knokkel-konen. Hun er benet, knoklet og rå. Uskøn og utæmmet. Hun er så tæt på døden, at hun ikke har tid til ikke-liv. Knokkel-konen venter ikke på at blive inviteret. Hun kommer, når en kvinde er nået til den årstid i sin livscyklus, og så sparker hun døren ind. Bare sådan. Ikke så mange dikkedarer. Gennem ild, flammer og dybe suk føder hun sig selv igennem din krop. For nogen er det en nemmere fødsel end for andre, og vi ved alle, at fødsler kan være smertefulde. Det er jo en initiering, og de har det med at være lidt barske.

Knokkel-konen går lige til sagen. Hun river alle dine illusioner og overlevelsesstrategier i stumper og stykker. Skræller dig lag for lag. Hun vender dit ansigt tilbage mod det uafsluttede. Det mørke, du troede, du for længst var færdig med. Det er tid at gøre rent bord, at møde de efterladte spøgelser fra fortrængte tider, som stadig ligger og styrer dit skib. Hun viser dig alt det, du bruger din energi på at kæmpe mod. De imaginære dommere, som du stadig søger at gøre tilfredse, selvom deres oprindelige ophav er lagt i graven for længst. Hun viser dig flinke-Lise, som ikke vil såre, og dygtig-Dorte, som altid siger ja og smiler, selvom hun slet ikke har lyst.

Knokkelkonen vender sit flammende blik mod dig og så stiller hun det svære spørgsmål: Hvis du afinstallerer de indre autoriteter. Hvis du forstår, at der ikke er flere prøver at bestå og medaljer at hente. Ikke flere røde streger i kladdehæftet og ikke mere, du skal bevise. Hvis du ser, at du er nået frem, og at det nu er dig, der står forrest og yderst. Kan du da stå med den frihed? Og kender du da dit ansvar?

Og så viser hun dig friheden, som du aldrig har kendt den. Friheden til ikke længere at sætte de andres behov over dit. Friheden til ikke længere at finde dit værd i mandens blik på dig. Friheden til at bebo din krop indefra, lade den sanse og nyde i sin egen ret. Friheden til ikke at gøre dig lidt mindre end du er, for at de andre kan syne af mere. Friheden til at forsvinde i berusende selvforglemmelse, som du ikke har gjort det siden din tidlige barndom. Friheden til at grine højt og kaglende. Ravnelatter. Ild i øjnene og vulkaner i maven. Friheden til at skære igennem, kalde en spade for en spade, sige nej og ja fra dit væsens rod. Friheden til at opdage, at du kan lade kroppen eksplodere i orgastiske springvand af dimensioner, du ikke anede var mulige – opdagelsen af at dette er din ordløse hjemkomst til universets arnested.

Men friheden kommer med et ansvar, lader hun dig vide. Ilden må stå i livets tjeneste. Som et udtryk for det, du ønsker at se i verden. Ellers vil den fortære dig. Du må vide, dybt i dit inderste, at det brænde, du bærer til livsbålet er en hellig akt. Du er en af de ældre nu. Én af dem der står yderst. Så hvad lærte du i din livsbane, som kan hjælpe de næste til at finde vej? Hvordan kan du lade livets kreative intelligens folde sig ud gennem dig? Hvordan kan du fejre, nyde og elske hver dag, og finde modet til at tale fra bålet i dit hjerte? -også når prisen er at stå alene. Du er kun bundet af én pagt nu, og det er pagten med livet. Og når det rinder ud og du skal herfra, vil du vide dybt i dit hjerte, at du har levet fuldt..

Hvilke illusioner har du brug for at brænde ned?

-og hvad ønsker bålet i dig at sætte i verden, mens du stadig er her?