Udvidet bevidsthed – en kapacitet vi har ulært?

Psykedelisk terapi har trukket mange overskrifter de seneste år på grund af de lovende forskningsresultater inden for behandling af blandt andet depression, angst og afhængighed.

Fra psykedelisk terapi kender vi til, hvordan vi i udvidet bevidsthed kan komme i kontakt med tilstande, som er mindre sprogligt og kognitivt styrede. Her bliver mere kropslige, følelsesmæssige og symbolske lag af erfaring tilgængelige. Indimellem synes oplevelserne at række ind i kollektive, intergenerationelle og arketypiske lag - og endda at sætte os i forbindelse med noget, der kan føles som andre tider, steder og væsener.

Når vi udvider bevidstheden, falder vores evindelige, tankekværnende forholden os til os selv ofte bort. Vi er her bare.

Ikke at vi ikke kan bevidne os selv, men det er en anden bevidnen end den sammenlignende, dømmende, kritiske, egobundne kommentator. Oplevelsen bliver ofte mere sansende, tilstedeværende, rummende og forbundet. Indimellem falder selve fornemmelsen af et selv endda også bort, og oplevelsen af at tage del i en bevidsthed, som synes at række ud over os selv, føles for mange særligt betydningsladet.

Vi bliver nysgerrige og stiller store spørgsmål om vores eksistens og om meningen med det hele. Hvad er vi dybest set for nogen? Hvad er bevidsthed? Hvad kan vi med den? Eller hvad kan den med os?

Opblomstringen af den psykedeliske forskning er med til at aktualisere disse spørgsmål. Og det er spændende, hvilken rolle psykedelika kommer til at spille i den videre udforskning af menneskers helbred, kreativitet og spiritualitet, og måske endda vores evne til at tage vare på det smukke økosystem, vi bor i.

Men psykedelika er ikke for alle og ikke altid svaret.

Jeg håber, at den bevægelse, som nu er i gang, også vil minde os om den iboende kapacitet, vi mennesker har til at bevæge os ind i dybere bevidsthedslag end hverdagsbevidstheden - også uden psykedeliske substanser.

Mennesker har gennem alle tider brugt faste, udesidning, sansedeprivation og ikke mindst musik og dans som veje til udvidet bevidsthed.

Men vi synes på mange måder at have mistet fortroligheden med disse tilstande her i Vesten, hvor det rationelle bliver lovprist som intelligensens højborg. Vi lærer tidligt at forstå, analysere og sætte ord på vores oplevelser, men får sjældent samme erfaring med de mere sansende, intuitive og billeddannende sider af vores bevidsthed.

Måske har vi ikke bare mistet tilliden til deres værdi, men også glemt, at vi overhovedet har dem til rådighed, og hvad de kan berige os med.

Noget af det, der igen og igen gør indtryk på mig i mit terapeutiske arbejde, er, hvor overraskede mennesker kan blive, når de opdager, hvad der åbner sig for dem i disse tilstande. Ikke mindst over, at de faktisk har adgang til dem. At de ligger lige dér, på den anden side af den velkendte hverdagsbevidsthed.

Guidet musiklytning og visualisering er én af mange metoder, som kan understøtte en mere indadrettet opmærksomhed, som åbner for kropslige sansninger, følelser, indre billeder og associationer. Her kan vi opdage en indre viden eller vejviser, som taler til os gennem symboler, sansninger og indsigter. Det er ofte en både rørende, inderlig, kreativ og overraskende oplevelse - og samtidig lidt som at komme hjem til et sted i os selv, som vi altid har kendt, men bare var blevet væk fra.

Og måske handler den terapeutiske værdi ikke kun om de indsigter, vi kan få adgang til gennem disse tilstande, men i lige så høj grad om at erfare en anden måde at være i verden på.

En måde, hvor vi ikke hele tiden skal forstå, forklare eller finde frem til et facit, men kan indtage en mere lyttende og modtagende position. Hvor vi kan lade os bevæge af noget, vi endnu ikke forstår, og hvor nye sammenhænge og muligheder kan få lov til at vise sig, uden at vi på forhånd ved, hvad vi leder efter.

Måske har vi netop i denne tid brug for at genfinde fortroligheden med disse sider af vores bevidsthed. I en verden, hvor vi står over for store udfordringer, som kalder på nye måder at tænke og handle på, kunne man spørge, om vi også har brug for at give mere plads til det sansende, intuitive og kreative. Ikke som en erstatning for vores rationelle og kritiske tænkning, men som noget, der kan berige den og åbne for idéer og handlemuligheder, vi ellers ikke ville have fået øje på.

Og måske kan disse tilstande også minde os om noget væsentligt ved vores egen plads i verden.

Når vi for en stund træder ud af den mere afgrænsede oplevelse af os selv som adskilte individer, kan vi få en stærk, følt erfaring af at høre til i noget større. Af at være en del af en levende verden, som ikke kun er noget, vi betragter og forsøger at forstå udefra, men som vi selv er uløseligt forbundet med.

Hvad mon det betyder for vores måde at være i verden på, hvis vi indimellem kan erfare den fra dette perspektiv?

Måske kan det bibringe os en form for ydmyghed over vores plads i skabelsen. Som et referencepunkt, som kan hjælpe os med at huske, at vi er en del af en større levende bevægelse, som vi måske aldrig til fulde vil kunne forstå, men som vi kan kende som noget, vi elsker og ønsker at passe på - som både er os og rækker ud over os.

Måske er det også her, vi kan genfinde noget af den nysgerrighed og forundring, som gør livet levende. Hvor verden igen kan træde frem som noget mangfoldigt og gådefuldt, som bevæger sig igennem os, rører os og åbner eksistensen for os som et eventyr, vi kan tage del i, uden på forhånd at kende målet.

Og måske er det netop i mødet mellem det, vi ved, og det, vi endnu ikke kan begribe, at nye måder at være menneske i verden på kan begynde at tage form.

 

Næste
Næste

Når knokkel-konen kalder