De usungne sanges refugium

Der er dage, hvor verden føles stor.
For hurtig. For støjende.

Øjeblikke, hvor noget i os længes efter at finde hjem igen.

For mig har stemmen altid været sådan et hjem.

Sangen har altid været mit anker.

Som barn sad jeg i timevis på min gynge og bare sang. Her glemte jeg alt det, som føltes forvirrende, utrygt eller skræmmende i den verden, jeg ellers færdedes i. Min stemmes lyd faldt i hak med gyngens beroligende rytme og trak mig med ind i en tilstand, hvor noget i mig igen fandt fodfæste. En kildrende fornemmelse af glæde, lethed, nydelse – ja, af bare at flyde med, lade mig føre af tonernes bevægelse.

Her føltes som ”hjemme” og intet farligt kunne nå mig. Her rejste en forunderlig kraftfuldhed sig i mig, en brusende flod, utæmmelig, vild og uregerlig – så ulig den stille, lidt vagtsomme pige, man ellers kendte mig som.

Igennem mit liv har sangen hjulpet mig til at udtrykke det, som ordene ikke rakte til. Følelser og stemninger vævede sig igennem min stemmes lyd, mens længsler, drømme og håb fik tonevinger at flyve på. Jeg kunne synge en melankolsk melodi om og om igen, mens jeg sank stadig dybere ind i dens udtryk og tårerne strømmede ned ad mine kinder. Det hensatte mig i en form for lyksalig sorgfuldhed. Og bagefter føltes det så befriende let og rummeligt indeni.

– og på næsten magisk vis fandt min stemme efterhånden sammen med andre stemmer. Min stemmes lyd har ført mig til nogle af mine stærkeste og dybeste venskaber, og da jeg mødte min mand og rejseledsager gennem nu 15 år var det stemmernes tonedans med hinanden, som gav mig visheden om, at det skulle være os. Det var som om, stemmerne hørte hinanden og forstod, at her var en sjæleven.

For stemmer forstiller sig ikke.

De kan forsøge at gemme sig og gøre sig små, men når først de føler sig trygge nok til at folde sig ud, så kan de slet ikke lade være med at vise hele den farverige palet af historier og erfaringer, vi går og bærer rundt på.

Det er nok også derfor, så mange af os har spærret stemmen inde. Vi kan blive bange for, om den forråder os, og om nogen så vil grine ad os. Måske har vi allerede prøvet det én gang, og har svoret, at det aldrig skal ske igen.

Måske har vi fået at vide, at vi var for højlydte, at vores stemme var falsk, for grov, for skinger eller slet og ret, at ingen havde lyst til at høre på os..

Av. Den slags gør ondt. Vi skammer os og får lyst til at sluge os selv og vores udtryk lige på stedet.

Tænk, hvor mange mennesker, som bærer på en stemme, de har slugt. Måske gør du også? Måske er det så længe siden, at du helt har glemt fornemmelsen af, at lade stemmens lyd vibrere og danse i kroppen? Af den glædelige, legende selvforglemmelse, når stemmen ligesom bare snor sig ud ad dig i nynnende, uforudsigelige bevægelser.

Måske mærker du en lille længsel?
Efter at lære din egen lyd at kende.
Den usungne sang, som netop du bærer.

Måske huser du en ensom stemme, som længes efter at læne sig ind i andre stemmer, at blive båret i et brus af toner? Måske bærer du på et flammende brøl? Eller måske bare en udånding med en enkelt lille tone, der trænger til at blive sat fri?

Uanset, hvad din stemme længes efter, skal den vide, at den er inviteret og velkommen - præcis, som den er - i de rum, jeg nu åbner.

Egentlig er det min egen indre stemme, der har kaldt på disse rum længe. Den har nynnet om dem. Vævet billeder for mit indre øje. Trygge rum med tid og tålmodighed. Rum, hvor alle slags stemmer kan finde et refugium – også dem, der har fået knubs.

Her skal være plads til det uslebne, det bortgemte og det, der fylder alt for meget.

Her skal være plads til det overraskende, det vi endnu ikke kender, og det som strømmer når vi slipper og giver lov.

Her skal legen, glæden og rørtheden bo.
Her skal vi lytte – både indad og udad.
Her holder vi sammen rum for det, der venter på at komme til live.
Og lader stemmerne synge os hjem til os selv.

Jeg tror, at vi i denne tid mere end nogensinde har brug for steder, hvor vi kan lande.

Stemmens kan være en på én gang blid og kraftfuld vej ind til sådan et sted.

Derfor åbner jeg nu disse rum – refugier for alle de usungne sange.

Små, trygge lydrum, hvor stemmen kan få lov at vågne i sit eget tempo.

Hvis du mærker en længsel, kan du læse mere om de kommende stemme-workshops her:
https://www.soundjourney.dk/stemmens-lyd-workshop

Den første er åben for tilmelding nu.
De næste kan du skrive dig op til og få besked, når de åbner.

Og hvis I allerede er en gruppe, der ønsker at arbejde med stemmens lyd sammen, så finder vi også en form til det.