Slangelist og slangekraft - Om angst, livskraft og det, vi giver næring til.

En dag for mange år siden opdagede jeg, at der bor et væsen i mit indres mørke afkroge.
En slange.
Glat og metallisk mørkegrå, med glødende gule øjne. Angstens slange.

Den gør ikke meget væsen af sig. I lange perioder kan jeg næsten glemme, at den er der. Næsten. Måske fordi den føles så velkendt. Som om de rum, den optager, er kamre i mit indre hus, som jeg for længst har affundet mig med at leje ud til denne snyltende gæst på ubestemt tid.

Det er ikke sådan, at jeg vil sige om mig selv, at jeg lider af angst. Jeg får ikke hjertebanken eller åndenød. Det er langt mere subtilt. Slangen ligger dybt nede i maven, og man kunne tro, at den bare sover.
Men sådan er det med krybdyr. Man skal ikke tage fejl af deres dvale. De er intenst vågne. Intet undslipper deres kølige opmærksomhed.

Angstens slange hvæser ikke. Den hvisker. Så stille, at det ofte kun er den del af bevidstheden, som ligger uden for rationalitetens logik, der hører den. Den hvisker om alt det, der kan gå galt. Minder dig om, at du hurtigt kan ende alene og udenfor flokken, hvis du går dine egne veje. Hvis du stikker næsen for langt frem. Vælger dig selv først.

Den råder dig til at gøre dig lidt mindre, end du egentlig er, mens den selv breder sig en anelse mere i dit indre hus. For hvad skal du alligevel med al den plads? Det er utrygt at fylde. Det ved enhver.

Og hvis du alligevel lader dig rive med af dine drømme, af begejstringens impuls, og træder ud i verden for at afprøve nyt land, da mærker du den. Som en strammen i maven. Noget der gnaver stille indefra. En kropslig erindring af den forladthed, du engang kendte så godt.

Er det virkelig det, du vil?
spørger slangen og klemmer til, så gamle, ordløse erindringer flagrer gennem dit indre.

I det øjeblik virker det nemmeste at tage et skridt tilbage. Dukke hovedet. Resignere. For hvem har lyst til at invitere barndommens spøgelser indenfor? Og slangen passer jo på mig – gør den ikke?

Jo. Det gjorde den engang.

Dengang det faktisk var tryggest at føje sig. At sluge sine behov. At falde i med omgivelserne. Men det, der engang var intelligent overlevelse, har langsomt forvandlet sig til en snigende, lammende indre gift.

Før eller siden må vi se direkte ind i slangens gule øjne. Løfte hovedet og blive stående – også selvom hjertet banker, og det føles som om jorden under os smuldrer. Vi må, som Gandalf, finde modet midt i frygten og sige: Thou shall not pass.

Men her begynder den del af historien, som filmene sjældent fortæller.

For fortællingen om helten, der kæmper, overvinder og sejrer, hjælper os ikke med det, der følger bagefter. Når vi først har set slangen i øjnene og anerkendt dens rolle i vores indre hus, må vi også forstå, hvilke kræfter vi – ofte uden at vide det – har brugt til at fodre den.

For det, vi giver vores opmærksomhed, vokser.

Modgiften til slangens isnende hvisken, til den gift, der efterlader os stivnede og frosne, er ikke kamp. Det er det, der fremkalder varme, bevægelse og liv. Det, der vækker den anden slange, som også bor i huset.

For slangen har en tvilling.

De udspringer af samme kilde. De tjener endda samme formål: at holde os i live. Den ene fokuserer på overlevelse ved nidkært at rationere vores adgang til livskraften. Som Nidhug gnaver den uophørligt i Ygdrasils rødder.

Den anden slange inviterer os derimod ind i livets brusende, berusende strøm. Lyst, leg, vildskab, skønhed og evig foranderlighed. Som kundalini-slangen rejser den sig i vores inderste væsen og forbinder os med livets pulserende, kreative kerne.

Jo mere vi fodrer denne slange, jo mere plads indtager den i vores indre hus – og jo mindre rum efterlades der til angstens slange.

Mange af os har næsten glemt, hvordan man nærer livfuldhedens slange. Den lever ikke af hårdt arbejde, præstationer eller rationelle strategier. Den lever af glæde, nydelse, selvforglemmelse, poesi, kærlighed, håb, leg og nysgerrighed.

Der findes ikke én opskrift. Vi må lytte indad og mærke, hvad der sætter bevægelse i os. For nogle er det tid i naturen. For andre er det nærhed, elskov eller et forløsende grin med mennesker, man føler sig hjemme hos.

For mig har det ofte været tonerne. Sangen. Dansen. Musikkens dragende felt.
Det er her, nye tråde spindes i mit væsen. Her håbefulde billeder opstår. Her jeg igen mærker det levende net af kraft og forbindelse, som væver sig gennem os alle.

Det er ad denne vej, jeg gang på gang husker, hvad alternativet er, når angstens slange forsøger at tæmme mit udtryk i verden.

Slangerne vil altid være der.
Spørgsmålet er hvilken af dem vi vælger at nære.

Frygten lever af opmærksomhed.
Livet lever af liv.

Den slange, vi fodrer,
bliver den, der viser os vej.

Hvilken slange fodrer du?

At finde hjem – uden substanser

Da jeg var 20 år, rejste jeg rundt i Østen i næsten et år.
Det var første gang, jeg mødte plantemedicin og psykedelika.

Noget af det første, der blev klart for mig, var erkendelsen af, at vi mennesker allerede rummer en naturlig kapacitet til at opleve disse tilstande – steder hvor egoets strukturer træder i baggrunden, og hvor forbindelsen til noget større, mere ordløst og levende træder frem.
En intelligens, som ikke tilhører nogen – men som strømmer gennem alt levende.

Jeg husker især følelsen af dyb taknemmelighed. Og glæde.
Som om noget, jeg altid havde længtes efter og fornemmet som en del af mig selv, pludselig viste sig som virkeligt.
Måske endda mere virkeligt end det, vi normalt kalder virkeligheden.

Men sammen med indsigten kom også en klar forståelse:
De her substanser er ikke noget, man leger med.

Uden respekt, intention og varsomhed kan de hurtigt blive et tveægget sværd – og de er ikke for alle. Det så jeg tydeligt hos mange af de unge israelere, jeg mødte på min rejse. De var netop kommet ud af flere års militærtjeneste og bar oplevelser med sig, som de forsøgte at dulme eller flygte fra gennem et massivt brug af psykedelika.
Et højt gearet nervesystem søgte endnu mere intensitet – og endte ofte i øget uro, angst og et ego, der blev større snarere end blødere.

Da jeg kom hjem, rørte jeg ikke psykedeliske planter eller substanser i mange år.
Men oplevelserne forlod mig ikke.

Flere år senere begyndte jeg på uddannelsen i Guidet Imagery and Music – GIM.
En metode, der voksede frem i kølvandet på den tidlige psykedeliske forskning, og som arbejder med åndedræt, afspænding, musik og guidet indre billeddannelse.

Da jeg selv oplevede en GIM-rejse for første gang, var det, som om noget faldt på plads indeni.
Som at komme hjem.
Til et indre landskab, der mindede mig om mine tidligere erfaringer – men uden substanser, og i et tempo, hvor jeg kunne føle mig tryg og have mig selv med hele vejen.

Jeg vidste med hele min krop, at det var dette, jeg skulle arbejde med.

Det er nu 25 år siden. Og jeg har aldrig fortrudt det valg.

Jeg bliver stadig dybt bevæget, næsten lykkelig, når jeg sidder overfor et menneske, der langsomt finder ind til det sted i sig selv, hvor noget husker.
Husker forbindelsen.
Husker hvad det vil sige at være levende, rørt og nærværende.

Der er øjeblikke i rummet, hvor tiden står stille. Hvor noget større end os begge er til stede.
Og det mest tillidsvækkende ved metoden er, at den er så nænsom og intelligent: Den åbner kun de rum, som den rejsende er klar til.
Nervesystemet regulerer sig selv. Kapaciteten udvides stille og roligt.

Det er også derfor, vi bruger GIM-inspirerede øvelser som forberedelse i de psykedeliske forskningsstudier på universitetet. Her får deltagerne mulighed for langsomt at give slip på den rationelle, lineære tænkning – og finde ind i det sted, hvor noget andet ved.

I dag ved jeg, at de tilstande, vi længes efter, ikke er noget, vi skal forcere os ind i.
De opstår, når tempoet sænkes, når kroppen føler sig tryg, og når vi tør lytte.

Musikken, åndedrættet og de indre billeder bliver ikke vejen væk – men vejen hjem.

Og måske er det i virkeligheden dét, det hele handler om:
At huske, hvad der allerede er her…

Når tempoet sænkes, bliver der plads…