Rejsen til skyggelandet

Når nogen eller noget invaderer vores kroppe eller følelser og overskrider grænsen til det, vi kender som os selv – når vi pludselig får uventede gæster i det indre rum, som ellers kun var forbeholdt de særligt inviterede, og gæsterne larmer, raserer, spiser vores mad og indtager vores møblement – så kan det være svært at vide, hvor man skal gøre af sig selv.

Særligt hvis man ikke er særlig gammel og samtidig er afhængig af dem, der vader ind med store sko på.

Det, der kendetegner situationen, er ofte en total mangel på gensidighed fra den andens side. En manglende evne til at sætte sig i dit sted, fornemme dine behov og respektere dine grænser. En form for tingsliggørelse af dig, som noget man bare kan rykke rundt med efter forgodtbefindende. Eller en usynliggørelse: noget, man ser lige igennem uden at anerkende, at det har en eksistens.

Den slags hændelser gør, at man ikke længere føler sig tryg i sit eget indre hus.

Og hvad stiller man så op?

Selvom der er tale om en invasion, er det ikke altid nemt at få øje på, præcis hvordan den fandt sted, når man som voksen vender sig om og ser tilbage gennem tid. Det så måske ganske tilforladeligt ud efter datidens standarder.

Men mange af os, som er vokset op med følelsesmæssigt umodne forældre – voksne, som stadig selv var beboet af et hav af små, hjemløse, indre børn – kender måske til det at bevæge sig rundt i et hjem så tykt af uudtalte følelser, at det kunne være svært at trække vejret.

Et hjem, hvor undertrykt vrede kunne antænde hele huset på et splitsekund, hvis den fik noget at leve af.

Et hjem, hvor sarkasme og skarp ironi kunne punktere al selvrespekt og kalde skammen frem på så subtil en måde, at det var umuligt at forsvare sig imod.

Eller et hjem, hvor det var så synd for mor, hvis tunge sorg hang i alle kroge sammen med en truende fornemmelse af, at hun hvert øjeblik kunne finde på at kollapse og forsvinde for altid, at ens egne følelser blev uvedkommende.

Det eneste, der betød noget, var at fylde mindst muligt, ikke ligge nogen til last, gøre sig nyttig og bede til, at mor ville vende tilbage.

Og så er der selvfølgelig de mere håndgribelige situationer, som handler om overskridelse af den fysiske krops grænser. Men også her kan det indimellem være svært at se helt klart. For hvor går grænsen mellem kærlig opmærksomhed og et blik, der dvæler lidt for længe på en måde, du ikke brød dig om? Mellem en hyggelig godnatstund og en hånd, der ikke skulle have haft den intensitet?

Eller hvad med de situationer, hvor din krop længtes efter et kærligt kram, en fysisk tilkendegivelse af, at du fandtes i verden og var elsket – og de voksnes kroppe var bortvendte, kolde og lukkede om sig selv?

Hvad stiller et levende væsen op med sig selv, når fortvivlelsen, forskrækkelsen, skammen og sorgen ikke har et trygt sted at bo?

Ja, så flytter man lige så stille ud.

Lærer at leve på vågeblus. På autopilot. Lidt på siden af sig selv.

Ofte er man slet ikke opmærksom på tilstanden, som bare føles lidt tåget. Som en form for tyngde, glemsomhed. En måde at være lidt ude af kontakt med det hele på.

Måske lærer man sig at fungere – måske endda at få succes med den måde at være i verden på. Man smiler, er dygtig, præsterer, passer på de andre. Alt sammen noget, vi får medaljer for.

Men så er der også den der ubehagelige fornemmelse af tågedynd, som umærkeligt trænger sig på, når du mindst venter det. Som om noget banker på og vil kendes.

Ja, for hvor forsvinder de dele af os hen, som ikke kunne blive boende i den vågne bevidstheds hus? Hvor flytter smerten, sorgen, skammen, håbløsheden og hjælpeløsheden hen?

Det er, som om der findes et skyggeland. En mellemverden fyldt med tågedis, glemsel og gamle spøgelser. Et sted uden tid og retning. Uden tyngdekraft og rene linjer.

Her findes alt det, som ikke kunne ejes.

De herreløse følelsers holdeplads.

Alt det diffuse, som ikke kunne fordøjes. Det, som blev handlet bort i bytte for den form for relation, som var nødvendig for at holde os i live.

På en måde synes dette at være en slags mellemstation eller venteværelse. Et trinbræt lige før kollapset, overgivelsen. Lige før det, der fornemmes som døden.

Det føles absolut ikke motiverende at besøge dette land. Man bliver alt for hurtigt træt, kvalm, tåget og utilpas. Glemmer, hvad man kom for i første omgang.

Og hvad skal vi i øvrigt også her? Kan vi ikke bare lade det forladte leve sit eget liv?

Det gik da fint uden, ikk’?

Hemmeligheden er, at alt det forladte vraggods også indeholder din livsenergi.

I tågelandet bor også din fantasi, din nysgerrighed, din kreativitet, din sanselighed, din evne til at forbinde dig dybt og kærligt med det væsen, du er – og til at mærke, at du hører til i verden.

Det i dig, der forlod festen dengang, var den dybfølte oplevelse af gensidighed. Af at være et sanseligt, levende og elsket væsen i kontinuerlig kommunikation og udveksling med alt andet liv.

Og liv har det med at søge mod heling. Mod genforening. Mod udvikling og udfoldelse.

Derfor banker det glemte på. Søger at kommunikere med dig. Kalder på din opmærksomhed.

Så hvordan kan vi overhovedet foretage den rejse? Hvordan betræder man dette land uden at blive opslugt eller tilintetgjort?

Rejsen mellem verdener kræver en helt særlig og afgrænset indsats.

Ofte har man brug for et godt greb i den fysiske, livfulde verden. En livline, så at sige.

Det kan være i form af en forbindelse til de steder i kroppen, som kan stå fast: føddernes rødder i jorden, rygsøjlens kraftfulde rettethed.

Det kan være i form af det, der bringer dig liv, glæde og lyst til at være her. Et særligt sted i naturen, måske. Eller allerbedst: et andet menneske, som holder dig i relation, mens du går på opdagelse.

Vi må også være klædt på til at forstå det sprog og den metafysiske virkelighed, vi har med at gøre, når vi besøger disse afsides egne i bevidstheden.

Her hersker tidløsheden og en form for fortættet energi. Vi må gøre brug af andre sanser, end dem vi plejer at orientere os med, for at kunne færdes her.

Den rationelle logik har intet fodfæste i disse landskaber.

Her flimrer billeder frem. Mytiske figurer og symboler, ladet med meningsfylde langt fra ordenes forståelsesverden. Her sitrer kropslige fornemmelser. Her stiger dobbeltrettede stemninger frem, og her flagrer flygtige følelser op.

Og trækker du vejret stille og tillader dit system at mærke og gå i dialog med det, der aldrig fik et sprog, da gøder du jorden for dybe indsigter og lettelsens tårer, når noget begynder at finde hjem og strømme i dit inderste.

Musikken er mit redskab, når jeg følger mennesker ind i denne verden.

Tonerne væver sig ubesværet gennem selv den tætteste tågedis. Viser vej. Skaber rum og plads til det, der skal føles og fordøjes.

Musikken skaber bevægelse og fremdrift i det, der synes så tungt og låst. Den spejler det, som aldrig blev spejlet. Bærer det, som syntes ubærligt.

Klangenes intensitet, det kraftfulde i det dybtfølte og nærværende, låner dig et sanset sprog for det, som din inderste essens nu kan vågne og genkende sig selv i.

Musikken viser dig hele vejen ind i det tabte og glemte.

Den bliver med dig, imens du fordøjer og tager det forladte hjem.

Og den viser dig vejen tilbage igen.

Musikken har ikke travlt.

Den lander dig på bredden af den kendte verden, lader dig dvæle og skaber rum til, at du kan mærke og eje den stille glæde, den dybe taknemmelighed og den subtile, euforiske livfuldhed, som breder sig i cellerne på den, der har taget sit indre, hellige rum tilbage.