Før vi skynder os mod lyset

Indimellem må vi give slip på alt, hvad vi ved, og forlade det, der føles trygt og velkendt, for at finde vejen videre. Det er sjældent en bevægelse, vi planlægger, men snarere et ganske overrumplende lyn fra det, der lige før var en klar og smuk himmel.

Pludselig er det, som om verden, som vi kender den, revner og falder fra hinanden som en slidt kulisse. Fællesskaber og overbevisninger, der for ganske nylig føltes meningsbærende og retningsgivende, synes nu hule, klichéagtige og fyldt med tomme floskler. Den redningsvest af livsvisdom, som plejede at hjælpe os med at navigere nogenlunde sikkert igennem verdens kaos, sukker træt, mens luften strømmer ud og efterlader os på gyngende grund uden andet at holde fast i end visheden om, at vi intet kan vide med sikkerhed.

Den slags oplevelser har revet tæppet væk under mig flere gange i mit liv. En af de gange, det indtraf, befandt jeg mig blandt levende lys og blomsterdekorationer, midt i en forsamling af syngende og dansende mennesker iført løse gevandter, smukke buddhistiske malaer og perleøreringe fra regnskoven. Kunstnere, poeter, brændte børn og vilde hjerter. Præcis ligesom mig. Mennesker, som jeg havde fulgtes med gennem mange år. Som i fællesskab havde åbnet porten til det transpersonlige og skabt et brændende, levende bål, vi sammen kunne varme os ved. Mine mennesker.

Men gradvist, midt i lysfesten, var det, som om et væsen dybt inde i mig, begyndte at vågne. Et mørkevæsen med glødende øjne og skællet hale. Et væsen der spruttede og hvæsede eder og forbandelser. En skabning, som ikke følte sig hjemme blandt lysbærere, hjertekrigere, englekort og røgelse. Dette væsen tilhørte en anden og mindre tilbedt verden. Her var knogler og død. Menneskers lidelse og tab af tro. Her svævede uindfriede håb på pjaltede vinger og skamfulde hemmeligheder sukkede i vinden. Her var gamle grotter og mærkværdige, messende melodier sunget med dybe, sprukne stemmer på for længst glemte sprog. Denne verden syntes at have eksisteret før tidernes morgen. Dengang et dybsort, frugtbart mørke vågede og barslede i én lang evighed.

Og der stod jeg så, blandt himmelvendte hænder og mantraer og mærkede ensomheden krybe ind på mig. Det føltes som om de tektoniske plader under min virkelighed langsomt og knagende havde forskudt den grund, jeg stod på. Som om et underjordisk vulkanudbrud med et gennemgribende brøl havde vendt op og ned på min virkelighed.

Mørkevæsenet slog med halen, og nu så jeg, at min indre rebelske teenager havde gjort det selskab. Hun stod dér med store, alvorlige øjne og råbte til mig: Hvad er det, vi fordriver, når vi ikke vil mørket? Hvor skal sorgen, smerten og tvivlen bo? Kvæler vi ikke miraklet, hvis vi griber for hårdt efter det? Hvor gør vi af skyggen, når lyset bliver det eneste sprog, vi tør tale? Hvad hvis det allerhelligste stivner og visner i form og kodeks? - Hun har aldrig været nem at omgås, min teenager. Altid skal hun stille de svære spørgsmål, og hun bliver stædigt stående, til man har lyttet. Hendes stemme runger endnu som et ekko dybt i mig.

Oplevelsen efterlod mig forvirret og rystet. Jeg forstod ikke helt, hvad der var sket. Kun at det lod til at være én af den slags indre opråb, som ville få konsekvenser for min fremtidige færden. For mine valg og mit udtryk i verden. Jeg mærkede også en snigende angst. Betød det, at jeg måtte vende alting ryggen? Forlade mine mennesker og det, der havde bragt mig så meget glæde og mening? Og hvor går man overhovedet hen, når templet er brændt ned og asken kun lige er blevet kold?

Og nu føles det tillokkende at bevæge fortællingen i retning af en spirituel klassiker. Den, hvor man går igennem mørket, døden og kollapset for så at blive født på ny til lyset. Ikke fordi jeg vil underkende den bevægelse, som både findes i naturens cyklus og i menneskets sind. Men vi kan blive fristet til at ville skynde os frem til fødslen, før vi for alvor har lært døden og mørket at kende. Som om mørket kun har værdi, fordi det fører os et bedre sted hen. Som om døden straks skal omsættes til genfødsel, og uvisheden til mening. Måske må vi nogle gange tillade os at dvæle lidt længere. Lære mørket at kende uden at gøre det til en passage. Forstå, at vi også er det. At miraklet også er det.

Så sandheden er, at jeg stadig står her med tomme hænder og venter. Alt er kastet op i luften, og ingen sandheder bliver automatisk godtaget. Det er ikke et let sted at stå, skal jeg ærligt sige. Det føles uvist, uklart og skræmmende. Det ville være så meget nemmere, hvis der fandtes fem trin til oplysning eller en særlig frekvens, som gjorde, at alt på magisk vis faldt på plads. Men der er også noget forfriskende over situationen. Som en hovedrengøring, hvor alle møbler er flyttet ud, og jeg nu nøje skal overveje, hvilke der skal finde vej ind igen. Om nogen. Det føles radikalt. Men ærligt.

Et sted indeni, er jeg godt klar over, at oplevelsen også blotlagde et lag i mig. Det lag der længes efter at vide, kende vejen, være lykkeligt overbevist og tilhøre kredsen af dem, som har regnet den ud. Men bag dette lag er der også noget andet, som måske længe har ligget og modnet i mørket: en form for ansvarsfølelse. En tyngde og en ydmyghed. En erkendelse af, at i det øjeblik vi rækker for hurtigt ud efter lyset, vurderer noget som højere og positionerer os som mere bevidste end andre, er vi allerede i færd med at adskille os. Bærer vi da ikke selv brænde til det polariserende bål, som vi forestiller os at være hævet over?

Måske var mørkevæsenets egentlige budskab ikke kun, at mørket også må have en plads. Måske mindede det mig om, at ingen af os står uden for det. At vi ikke kan dele verden op i dem, der har forstået, og dem, der endnu ikke er vågnet, uden samtidig at miste kontakten til noget grundlæggende menneskeligt i os selv.

Måske ligger lettelsen i at erkende, at vi aldrig til fulde kommer til at forstå det stof, universet og alt levende er vævet af. At det netop er en del af magien. Vi kan pege på nuancerne, lytte og genkende den ulmende livstråd, som snor sig gennem os alle. Men vi kan ikke eje den.

Måske finder miraklet mig, nu hvor jeg har luget ud i overbevisningerne. Måske har det været her hele tiden. Jeg står helt stille her på uvishedens hovedvej og lytter ind bag mit urolige hjerteslag. Jeg har været her før, og jeg kommer helt sikkert tilbage hertil igen. Ind imellem sanser jeg noget, der føles som en tilblivelse. Et lille, indre stjerneskud. Jeg vogter mig for at give det ord og forklaringer. For at ville holde det fast og eje det. Jeg trækker vejret stille og forsøger at skabe plads omkring det – og jeg ved også, at det sandsynligvis er et spørgsmål om tid, før jeg har skabt en ny historie til det. Sådan er det måske bare med os mennesker?

Mørkevæsenet er blevet mere stille nu. Det hvæser ikke længere, men sidder et sted i udkanten af mit synsfelt og vogter over det, jeg endnu ikke forstår.

Jeg danser stadig med lukkede øjne sammen med mine mennesker og synger af hele mit hjerte, dybt taknemmelig for det, vi kan åbne sammen. Men jeg behøver ikke træde ind i alle rum eller gøre det hele til mit.

Min indre teenager får ikke lov til at rive hele huset ned på én nat, men jeg lytter til hende og tager hendes spørgsmål alvorligt.

Måske er den største gave erkendelsen af, at den dybeste ensomhed opstår, når jeg forlader mig selv for at høre til. Når jeg tør stå ved min tvivl, uvished og mit indre mørkevæsen, træder også alle de andre frem, som fornemmer det dybt i deres hjerter:

At vi er det hele.

Lyset og mørket og alt derimellem.

Stjerner, der funkler, skyder, slukker og brænder ud i én evighed.

Deri ligger miraklet.